Værdi er dit nøgleord

Facilitatorportræt: Michael Imhoff er et engageret foreningsmenneske og både aktiv i Dansk IT fagråd og som facilitator for netværksgruppen SIAM. For Michael Imhoff er det samspillet med netværksmedlemmerne, erfaringsudvekslingen og inspirationen på tværs, der driver ham i rollen som facilitator.

Michael Imhoff motiveres af at være sammen med andre mennesker. Om det er som selvstændig konsulent, i Dansk IT´s fagråd for It-drift- og service eller som netværksfacilitator for netværksgruppen Service Integration & Multisourcing (SIAM), så motiverer det Michael at udveksle viden og gøre folk klogere og selv blive klogere på service management.

Michael Imhoff sort hvid

Michael Imhoff, Selvstændig konsulent v. Imhoff Consult
Facilitator for netværksgruppen Service Integration & Multisourcing

- Jeg kan godt lide knowledge sharing. Formidle viden. Dele viden. Være med til at udvikle folk og få dem op på et højere kompetenceniveau. Det er derfor, jeg både er instruktør, underviser, facilitator og konsulent. Det er sjovt, når jeg kan bidrage og se, at folk vokser. 

Netop vidensdeling og erfaringsudvekslingen var også to af begrundelserne for, at Michael ønskede at blive netværksfacilitator for gruppen SIAM. En gruppe han selv var med til at opstarte for to år siden. 

- Jeg har altid været involveret i at lave frivilligt arbejde. Min tilgang har altid været – uanset hvilken interesseorganisation jeg har været i - at der, hvor du får det helt store udbytte, er der, hvor du involverer dig. Hvis du er det, jeg kalder ”passiv” medlem, altså kun deltager i et på vej hjem-møde og en konference, så får du slet slet ikke det samme udbytte, som hvis du involverer dig i organisationen på den ene eller anden måde.  

Diversitet giver forskellige takes på udfordringerne 

- I forhold til netværksgruppen syntes jeg, at det kunne være spændende at være facilitator for en lukket gruppe, hvor man lærer hinanden at kende rigtig godt, og der skabes et trust mellem folk, hvor man kan diskutere. Det der bliver fortalt i det lukkede forum, bliver i det lukkede forum. Så man kan få både de gode og dårlige eksempler på bordet, og hvad man skal gøre og ikke gøre.

Og det er lige præcis det, der sker, når netværksmedlemmerne i SIAM-gruppen mødes i Dansk IT´s Medlemshus.

- Til møderne har vi enten interne eller eksterne oplægsholdere, så vi får et fagligt indspark. Men det er især fortroligheden, hvor vi kan præsentere udfordringer og problematikker, som man ønsker de andre medlemmers take på. Det er jo det helt store udbytte. Man kan blive inspireret og prøve ideer af på hinanden, fortæller Michael og fortsætter, 

- Vi har en diversitet grundet mange forskellige brancher i gruppen. Vi har folk fra finanssektoren, vi har konsulenter, vi har folk fra undervisningen, vi har halvt offentlige virksomheder repræsenteret. Og selvom en it-virksomhed er en it-virksomhed og en underleverandør er en underleverandør, så giver det nogle interessante diskussioner og indblik i hindens udfordringer og muligheder.

Kon-kollegaer  

Det er dog ikke kun til møderne, at medlemmerne bruger hinanden. Michael har en klar fornemmelse af, at netværksgruppen også bliver brugt mellem møderne.

- Medlemmerne skriver eller ringer til hinanden mellem møderne, og det er jo ekstremt værdifuldt. Vi kan hjælpe hinanden med at finde informationer, finde kontakter – jeg har brug for ham eller hende eller prøv at læse den her whitepaper, læs i en af de nye ITIL-bøger og lignende.  

Og selvom det kan virke pudsigt at nævne, så udvider man sit netværk i netværksgruppen.  

- Det ligger jo næsten i navnet – i netværket bygger man også netværk. Man får jo en tættere relation til folk. Jeg plejer at kalde os kon-kollegaer. Til netværksmøderne mærker vi ikke, at vi er konkurrenter ude på markedet. Sådan tænker vi ikke i gruppen. Men hvis man gør en god figur, så er der nogle, som måske henvender sig efter netværksmødet. Medlemmerne ved jo godt, hvad jeg laver udover facilitering. Når jeg faciliterer gruppen, har jeg en Dansk IT-kasket på, men alle ved jo også godt, at jeg er selvstændig konsulent og kan tage den kasket på efter netværksmødet. Og det er helt acceptabelt. Så på den måde udnytter vi netværksgruppen også mellem møderne.  

Gammel viden er forældet viden  

Til spørgsmålet om, hvad interesserede netværksmedlemmer skal bruge af argumenter for at blive en del af netværksgruppen, er Michael helt klar i sin formulering.

- Hvis man er en god leder, som har en god erfaring, så burde man have det som en mavefornemmelse, at netværksmedlemskab er godt. Ens medarbejdere bliver inspireret og får ny viden og nye ideer. Hvis man ikke har medarbejdere med opdateret viden, så er den samlede viden som organisation forældet.

- Samtidig tror jeg også, at en tilfreds medarbejder giver tilfredse kunder. Den bedste måde at få tilfredse kunder er at have medarbejdere, som ikke kun ser sig selv som lønmodtagere, men som en aktiv del af en organisation. Det, at en medarbejder får lov til at deltage i netværksmøder, konferencer, kurser er med til at give medarbejdertilfredshed. 

Stadig early days for SIAM

Netværksgruppen har afholdt otte møder, og heldigvis er der stadig masser af kød på emnet SIAM.

- Service management har været relevant længe før, nogle kaldte det service management. Og det vil være relevant i al evighed. 

- SIAM er vigtigt og relevant fordi, det handler om de services i din organisation, som leverer og giver værdi til forretningen. Nøgleordet er værdi. Hele kæden, hvad der skal leveres, hvordan den er bygget op, så man har en stabil service og delivery on going. Selv når man taler om udfasning. Er den service relevant, eller skal vi have pillet den ned. Hele den life cycle skal man have styr på. Man har faktisk altid skulle have styr på servicen, og man vil fortsætte med at have behov for det. 

- Og så sker der en hel masse i markedet. Der kommer nye teknologier til rådighed. Kunstigt intelligens, Big data, IoT, Cloud osv. Det påvirker, hvordan man laver service management. Hele verden bliver også mere og mere agil, og det skal man også have indført, når vi taler om delivery, drift, support og de traditionelle discipliner. Det er jo også derfor, at der kommer nye udgaver af fx ITL og nyt til SIAM.

Michael er da også af den overbevisning, at SIAM faktisk bliver mere og mere relevant i fremtiden. 

- Tendensen i mange virksomheder og organisationer er, at man går over mod multisourcing. Den der med en enkelt leverandør, den eksisterer ikke rigtig mere. Det kan godt være, at man i nogle organisationer har få, måske mindre end en håndfuld. Men man ser altså også, at der er et væld af underleverandører, når man først begynder at grave lidt i organisationen.

- Emnet kan kun gå en vej, og det er at vokse. Det er stadig early days. Mulitsourcing er kommet for at blive, og der kommer kun flere og flere organisationer, som skal finde ud af, hvordan de får det ind i deres organisation, og det er det, SIAM har nogle bud på.

Mere om SIAM-netværksgruppen

  • 4 årlige møde fra kl. 09:00-16:00
  • Mødested: København