”Det er vigtigt, at vi adresserer de digitale kompetencer på alle niveauer”

Danmark har brug for styrke de digitale kompetencer på alle niveauer. Vi skal både have dygtige softwareudviklere og digitalt kompetente pensionister. Det er missionen for Udvalget for digitale kompetencer i DANSK IT, fortæller formand Klaus Kvorning Hansen.

Klaus Kvorning Hansen, hvorfor har DANSK IT et udvalg for digitale kompetencer?

- Det at arbejde med digitale kompetencer er helt centralt for en forening som DANSK IT. Det står i formålsparagraffen, at vi skal medvirke til at vedligeholde og udrede kendskabet til it og digitale teknologier. Arbejdet i udvalget er uhyre vigtigt, fordi idéen om, at DANSK IT skal virke til gavn for samfundet, handler om, at man forholder sig til, hvad det er, samfundet kan og skal efterspørge.  

Hvad arbejder udvalget mere konkret med?

- Der er flere aspekter af arbejdet i udvalget; vi er meget opmærksomme på, at digitale kompetencer er noget, man skal have på mange niveauer, og så er spørgsmålet, hvordan vi når alle niveauer? Hvis vi fokuserer ensidigt på, at vi skal have flere dygtige udviklere – og det skal vi have i Danmark – så glemmer vi måske, at der er nogle flere lag og grupperinger nedenunder, der også skal have digitale kompetencer.

- Digitale kompetencer vedrører alle lige fra folkeskoleeleven op til pensionisten, der kan have lidt svært ved at håndtere de offentlige digitale tjenester. Derfor prøver vi i udvalget at adressere samtlige lag og niveauer af digitale kompetencer, som vi som samfund gerne skal have. 

- Det er vigtigt at tage del i det arbejde og at være med til at præge det. Vi er med til at pege på, hvad vi kan gøre, og hvor det måske er, at man ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at der er en udfordring, som vi skal gøre noget ved. 

Hvilke profiler passer ind i udvalget?

- Udvalget har brug for gode kræfter, der interesserer sig for digitale kompetencer og for foreningen DANSK IT – og som selvfølgelig også gerne vil være med til at yde en indsats. 

- Vi har ikke nogen særlige krav til medlemmernes profiler, men jeg ser gerne, at udvalget også fremover er bredt sammensat af mennesker med interesse for formidling af viden både i folkeskole, på biblioteker, i de akademiske miljøer og i erhvervslivet. 

- Der er så mange facetter af digitale kompetencer, så jo bredere sammensætningen i udvalget er, jo bedre. Så det vigtigste er næsten, at man har lyst til at være med til at påvirke dagsordenen inden for digitale kompetencer. 

Hvis du har lyst til at vide mere om Udvalget for digitale kompetencer og måske også drømmer om at blive medlem, kan du kontakte politisk konsulent Rasmus Hammer-Jakobsen på rhj@dit.dk   

Idéer

Nyhed - Onsdag - d. 24-10-2018

Podcast om digital dannelse: Der er et påtrængende behov for en digital oplysningstid

Vi skal ikke bare have et digitalt samfund - det skal også være et oplyst digitalt samfund. Det kræver en digital oplysningstid, lyder budskabet i ny podcast fra DANSK IT. Lyt til podcasten her.

Artikel - Onsdag - d. 12-12-2018

Udvalget for digitale kompetencer