DANSK IT lancerer videokonceptet Pitstop: Bliv klog på et aktuelt it-emne på tre minutter

Pitstop er navnet på en ny videoserie, som DANSK IT står bag. På tre minutter får du konkret viden om et aktuelt it-emne og tips til, hvordan du selv kommer i gang med at arbejde med netop det emne, videoen behandler. Første episode handler om DevOps.

Manglende tid er en af de store udfordringer for mange it-professionelle, når det handler om at tilegne sig ny viden og styrke sine kompetencer. Det vigtige er dog, at man udnytter de små pusterum, man har i løbet af dagen til at træne hjernecellerne.

Derfor lancerer DANSK IT nu videokonceptet Pitstop, hvor seerne på blot tre minutter får konkret og brugbar viden om et aktuelt it-emne og inspiration til, hvordan man efterfølgende kan blive endnu klogere på emnet.

Pitstop er korte, informative videoer af bare tre minutters varighed om it-faglige emner som blockhain, arkitektur, programmering, projektledelse og meget mere. Det er et sted, hvor medlemmer kan få lidt bredere viden om spændende emner på relativt kort tid. Samtidig er det målet, at Pitstop-videoerne kan være med til at bringe den viden og de erfaringer, foreningens 9.600 medlemmer har, i spil, så både it-professionelle og alle danskere med interesse i digitalisering kan få gavn af det.

- Vi arrangerer en lang række fysiske, gratis medlemsmøder året rundt, hvor hotte it-emner er på programmet. Med Pitstop-videoerne ønsker vi at komprimere nogle af de emner og oplæg ned i lommeformat, så endnu flere kan få ny viden og inspiration, også når de bare lige har et par ledige minutter i løbet af dagen, fortæller Fabian Berg, der til daglig står for DANSK IT’s Meet & Inspire-møder og er en af initiativtagerne til Pitstop.

Hvis du har gode idéer til Pitstop-emner eller selv ønsker at stille op, kan du kontakte Fabian Berg på fb@dit.dk

Den første Pitstop-video handler om DevOps og kan ses herunder:



Hold dig opdateret med nye Pitstop videoer på dit.dk/pitstop

DIT PITSTOP - Ny viden på kort tid

Artikel - Mandag - d. 24-6-2019

DIT Pitstop - Ny viden på kort tid

DIT Pitstop er korte informative videoer om it-relateret emner så som Blockchain, Microservices, DevOps og meget mere.