Der er ikke det problem, som vi ikke kan løse i den her netværksgruppe

I netværksgruppen IT Operation sidder der mange forskellige fagligheder. Det byder op til værdifuld sparring for netværksmedlemmerne.

Anders Trolle har været medlem af DANSK IT’s netværksgruppe IT Operation siden 2017.

Netværksgruppen er sammensat af it-professionelle fra forskellige brancher, og det er netop styrken ved netværket, når vi spørger Anders Trolle. 


”Vi sidder med mange forskellige faglige baggrunde i netværket. Det gør, at vi kan supplere hinanden på tværs, da der er altid nogle, som kan noget, som har viden, og som har prøvet noget lignende, som det du selv sidder med.” 

Sparringen og tilbagemeldingerne netværksmedlemmerne imellem er derfor det mest værdifulde i netværksgruppen. 


”Der hersker en dyb fortrolighed i netværket, som sikrer, at vi kan vende alt med hinanden og få hudløst ærlig feedback. Om det er succeserne eller fiaskoerne, får du tilbagemeldinger, som du kan tage med retur til din organisation,” fortæller Anders Trolle og fortsætter, 

”Fordi vi er så mange med forskellige baggrunde og brancher, er der ikke det problem eller udfordring, som netværket ikke kan løse med vores erfaringer. Du får meget mere ud af dit netværksmedlemskab end blot faglig viden. Du har nærmest 12 personlige mentorer og sparringspartner, som byder ind med råd, vejledning, meninger og direkte hjælp. Du får så værdifuld sparring, som næsten er umuligt at finde andre steder. Det giver mulighed for at reflektere over ens egne handlinger og situationer, fordi der ofte er andre med samme udfordringer eller historier. Alt sammen erfaringer fra erhvervslivet som man kan trække på i et lukket forum.”

Derfor bruger netværksgruppen også gerne hinanden mellem møderne.  


”Vi tager fat i hinanden for at få sparrering og bruger hinanden imellem møderne. Det er altså ikke kun fire gange om året, du får sparring men over hele året. Jeg vil nok mere kalde det et erfaringsnetværk end blot et fagligt netværk, hvor vi mødes til oplæg. Fordi vi netop deler af vores erfaringer, og vi på den måde gør hinanden bedre.” 

Man kan jo planlægge sig ud af det meste

Netværksgruppen IT Operation mødes fire gange om året til heldagsmøder. For nogle ville det måske give sved på panden at skulle tage fire dage ud af kalenderen, men Anders Trolle har et andet syn på den sag.


”Jeg prioriterer netværksmøderne rigtig højt. Det lykkedes jo at planlægge ferier, så netværksmøderne kan jo også planlægges. Vi ved jo ca. et år i forvejen, hvornår møderne ligger, og så sørger jeg for at afsætte dagen af til mødet i lang tid i forvejen. Det hjælper selvfølgelig også, at møderne giver så meget værdi. Man kommer hjem med sparring, viden og inspiration, så det kan sagtens forsvarers, at man hiver en dag ud af kalenderen.”  

Virksomhedsbesøg giver unikt indblik i både arbejdsgange og kultur
Netværksmøderne foregår typisk hos medlemsvirksomheder. Det er hyggeligt at besøge hinanden, men også sjovt at opleve hinandens kultur, og medlemmerne får stillet deres nysgerrighed ved at se, hvordan tingene foregår i maskineriet hos hinanden. 

”Ved rundvisningerne ser vi oftest det, som man ellers aldrig ser. Og selvom besøgene nogle gange er i andre brancher end ens egen, så er det altid spændende, og der bliver spurgt godt ind til hinanden. Det siger jo rigtig meget om en virksomhed at mærke kulturen og se, hvordan de gør tingene og ikke blot høre om det.” 

Netværksmedlemmerne sætter agendaen for møderne 
Netværksmøderne afsluttes altid med en rundt-om-bordet, hvor alle giver en kort status om, hvad der optager dem for tiden. På baggrund af den snak, besluttes det i fællesskab, hvad næste mødetema skal handle om. 

”Vi er gode til selv at byde ind med mulige oplægsholdere. Enten os selv eller måske en kollega, som ved noget eller har en spændende case. På den måde er vi gode til at styre, hvad møderne skal handle om.” 

Netværksgruppen har eksisteret i mange år, og i de år har netværksmedlemmerne selvfølgelig skiftet brancher og arbejdsområder, men det har ikke ændret på fortroligheden eller værdien i netværket. Tværtimod. 


”Jeg synes, at det viser styrken og værdien af dette netværk, at folk har skiftet job og brancher og alligevel er blevet i netværket. Folk holder fast i netværket, fordi det giver så meget værdi. Selvom vi sidder med forskellige fagområder, så dækker mødetemaerne bredt, så alle får noget ud af det. Man vokser jo i løbet af sit arbejdsliv, men netværket bliver ved med at være relevant,” afslutter Anders Trolle.  


Anders Trolle er til daglig Area Manager, CS&S 
DANSK IT netværk for It-professionelle

Artikel - Fredag - d. 15-11-2019

Netværksgrupper

Dansk IT driver it-faglige netværksgrupper, hvor stærke relationer, sparring og ny viden er til værdi for både dig og din organisation.
Netværk It operation

Netværk - Torsdag - d. 7-11-2019

IT Operation

Netværksgruppen har en bred tilgang til IT Operation, og der sættes fokus på den aktuelle udvikling og medlemmernes udfordringer.