Dansk IT udgiver nyt whitepaper om strategisk ledelse af offentlig digitalisering

Rundbordssamtaler med en række topledere danner udgangspunktet for et nyt whitepaper fra Dansk IT. Her peges bl.a på 7 strategiske spørgsmål, der er centrale for offentlig ledelse af digitalisering. Hent whitepaperet her.

Strategisk

De seneste årtier har ændret offentlig digitalisering og dermed ledelsesopgaven markant. Digitalisering er i dag dybt integreret i alle offentlige organisationer og har stor strategisk indflydelse på organisationens udvikling og resultater, servicen til borgere og virksomheder, økonomien og medarbejdernes arbejdsvilkår. Digitaliseringen er også en væsentlig del af samspillet med de øvrige offentlige og private virksomheder, som udgør ”kerneforretningens” økosystem. Digitalisering er derfor en del af organisationens strategiske dagsorden.

Dansk IT’s udvalg for IT i den offentlige sektor har afholdt en række rundbordssamtaler med i alt 19 topledere fra forskellige dele af den offentlige sektor for at udforske tilgang og praksis til den strategiske ledelse af offentlig digitalisering.

Ledelse af digitalisering er afhængig af konteksten i den enkelte organisation. Derfor er det hverken muligt at lave en fælles eller udtømmende liste over strategiske spørgsmål i ledelsen af digitalisering på tværs af hele den offentlige sektor. Dog pegede de 19 topledere, som deltog i rundbordssamtaler i Dansk IT, på en række temaer, der kan samles i 7 strategiske spørgsmål, der med fokus på ledelsesperspektivet er centrale for offentlig ledelse af digitalisering.

De 7 strategiske spørgsmål er omdrejningspunktet for et nyt whitepaper fra Dansk IT med titlen: ”Strategisk ledelse af offentlig digitalisering – før, nu og fremover”.

Topledernes egne erfaringer

”Det kan være svært at få taget hul på og fastholde de strategiske drøftelser om digitalisering, bl.a fordi emnet stadig er lidt nyt, og sproget ikke helt rækker. Whitepaperet trækker på erfaringerne fra 19 topledere og identificerer 7 centrale spørgsmål om strategiske ledelse af digitalisering. Det er et oplagt sted at starte den strategiske drøftelse,” siger Kenneth Kristensen, der som medlem af Udvalget for IT i den offentlige sektor i Dansk IT har været med til at skrive den nye publikation.

Kenneth Kristensen er til daglig direktør i virksomheden Reel Udvikling. Han peger på, at rundbordssamtalerne viste, at lederne ofte skal forholde sig til de samme strategiske spørgsmål, selvom deres organisationer er vidt forskellige.

”Konteksten er forskellig, men på tværs af fag- og sektorområder er det i stort omfang de samme strategiske spørgsmål, som alle direktioner overvejer – fx hvordan digitalisering integreres i kerneforretningen,” lyder det fra Kenneth Kristensen, der har skrevet whitepaperet sammen med Jimmy Kevin Pedersen og Vibeke van der Sprong fra Udvalget for IT i den offentlige sektor i Dansk IT.

7 strategiske spørgsmål

Whitepaper beskriver i kort form strategisk ledelse af offentlig digitalisering i fortid, nutid og fremtid. Først tegnes linjerne bagud med udvalgte nedslagspunkter. Dernæst identificeres på baggrund af rundbordssamtalerne 7 centrale og nutidige spørgsmål, som den strategiske ledelse i offentlige organisationer må forholde sig til, og bud på, hvordan det kan gøres i praksis. Afslutningsvist diskuteres, hvor den strategiske ledelse af offentlig digitalisering bevæger sig hen i fremtiden.

De 7 strategiske spørgsmål lyder:

1. Hvordan integreres digital ledelse i ledelsen af kerneforretningen?
2. Hvordan undgår man kompleksitet og fremmer simple løsninger?
3. Hvordan tilpasses digitalisering skiftende behov?
4. Hvordan bliver digitalisering relevant for organisationens brugere og virksomheder?
5. Hvordan skabes plads til digital udvikling i en organisation med tung drift?
6. Hvordan skabes digitalt mindset hos ledelse og medarbejdere?
7. Hvordan fastholdes digitalisering på organisationens strategiske dagsorden?

Hent whitepaperet

Du kan downloade det nye whitepaper fra Dansk IT helt gratis her:
Strategisk ledelse af offentlig digitalisering – før, nu og fremover (PDF)

Strategisk ledelse - whitepaper