Kursusansvarlig søges til Dansk IT

Har du erfaring i at udvikle og drive kurser? Har du øje for detaljerne, og trives du med udadvendt kontakt i et uformelt miljø?? Så er det måske lige dig, vi er på jagt efter.

Dansk IT arbejder for at levere værdiskabende efteruddannelse til it-professionelle, og vi søger en dygtig kursusansvarlig, der brænder for at udvikle og drive vores kursusforretning. Du bliver en del af vores afdeling for konferencer og efteruddannelse, hvor du, sammen med resten af teamet, sikrer at vores efteruddannelsestilbud er både interessant og relevant.   

Arbejdsopgaverne

I løbet af året afholder vi omkring 70 kurser over hele landet. Din opgave bliver at udvikle og drive kursusforretningen samt sikre, at kurserne forløber planmæssigt, og kursisterne oplever høj kvalitet. Du bliver således udviklings- og leveranceansvarlig fra start til slut. Opgaverne indbefatter blandt andet:

  • Udvikling af nye og eksisterende kurser til it-professionelle
  • Rekruttering af og kontakt til potentielle undervisere og samarbejdspartnere
  • Udarbejdelse og forhandling af kontrakter
  • Kontinuerlig dialog med kursister
  • Sikre overblik over driften og praktikken, herunder opdatering i CRM-system og på hjemmeside, booking af lokaler, bestilling af forplejning, dialog med vores servicepersonale mm.  (Her vil der være hjælp at hente i teamet). 

Om dig 

Vi søger en kollega, som har en vis erfaring fra kursus-, konference- eller uddannelsesmarkedet. Herudover er det afgørende, at du: 

  • Kan arbejde struktureret og selvstændigt, men også fungere godt i et team
  • Er serviceminded, løsningsorienteret og kvalitetsbevidst
  • Er grundig og detaljeorienteret, når det kræves
  • Elsker at have kontakt til kursister og samarbejdspartnere
  • Kan bevare overblikket og jonglere med mange forskelligartede opgaver
  • Er serviceminded af natur (også på de travle dage).  

Vi tilbyder 

Hos Dansk IT får du mulighed for at blive en del af en organisation, hvor fokus er at gøre en forskel for både foreningens medlemmer og samfundet som helhed, når det kommer til it og digitalisering. Vi er en rummelig arbejdsplads, hvor der tages hensyn til, at arbejdsliv og familieliv balancerer. Arbejdsmiljøet er dynamisk og præget af masser af godt humør.  

Yderligere oplysninger 

Arbejdstid: deltid eller fuldtid. Da vi ønsker at besætte stillingen hurtigst muligt, kalder vi løbende til samtaler, så skynd dig at sende din ansøgning og CV til afdelingschef Camilla Lerbech Dworsky på cd@dit.dk. Har du spørgsmål til stillingen, kan Camilla fanges på telefon 3317 9799.  

Dansk IT er en forening for it-professionelle og digitale medarbejdere; vi er i vækst og har over 10.000 medlemmer. Vores sekretariat ligger på Vermundsgade 38A, 2100 København Ø. Sekretariatet har 24 medarbejdere og vi udvikler og afholder medlemsarrangementer, konferencer, kurser, og netværksmøder, samt har en stemme på den politiske scene inden for digitalisering og it.