
Projektledelse på tværs af kulturer og firmaer i en Alliance model
Brian Foged, Director, Rambøll og Morten van Gils Hansen, Group Director, Rambøll
Hvad gør du når du får ansvaret for at lede et design joint venture bestående af 4 partnere med 4 underrådgivere for et stort international infrastrukturprojekt?
Projektet er et detailed design af en 1.8km lang sænketunnel I Tyskland bestående af alle foreløbige arbejder, trafikomlægning og detail projektering af alle konstruktive elementer. Arbejdet foregår i en Alliance model, hvor man arbejder side om side med slutkunderne samt 6 forskellige entreprenører for i fællesskab at sikre at projektet leveres til tiden og indenfor budget. Yderligere foregår designarbejdet internt i din egen virksomhed på tværs af alle geografier med forskellige tilgange til hvordan et projekt/design leveres.
I denne case vil vi gå i dybden med nogle af de udfordringer man som projektleder står overfor i et sådant projekt, hvor traditionel projektledelse på mange områder kommer til kort. Vi vil også se på hvordan kultur influerer på projektet samt hvordan man skal kunne forstå at lede opad, nedad og til siden.
I casen vil vi dykke ned i:
Hvordan leder man mennesker og interessenter, som man ikke har direkte ledelsesansvar for?
I store alliance- og JV-projekter ligger en væsentlig del af succesfaktoren ofte i evnen til at skabe commitment og fælles retning blandt mennesker, som organisatorisk hører hjemme et andet sted.
Hvordan balancerer man governance og beslutningshastighed?
Komplekse projekter kræver stærk styring, men samtidig skal beslutninger ofte træffes hurtigt. Hvor går balancen mellem kontrol og fremdrift?
Hvordan etablerer man tillid og fælles kultur i globale og virtuelle teams?
Når projektorganisationen spænder over virksomheder, lande og geografier, bliver tillid og fælles arbejdsformer ofte lige så afgørende som de tekniske løsninger.
