Spring til indhold

Årets nomineringer til Grunddataprisen 2026

I år er det femte gang, at Grunddataprisen uddeles. Juryen har gennemgået flere innovative projekter og nomineret tre virksomheder, som skaber samfundsmæssig værdi med grunddata.

12. oktober 2026

Grunddataprisen 2026 1920X1080

Med Grunddataprisen anerkendes de projekter og løsninger, der udnytter Danmarks grunddata til at skabe innovation og samfundsmæssig værdi. De nominerede virksomheder til årets Grunddatapris er Envira, KM24 og Upsite.

”Juryen blev sat på arbejde, da vi skulle vælge årets nominerede og vinderen blandt de rigtig gode indstillinger til årets Grunddatapris. Vi har valgt tre meget stærke nominerede virksomheder. Alle viser i høj grad, hvordan man kan anvende grunddata på smarte og nytænkende måder med brug af AI og innovative forretningsmodeller. Virksomhederne tydeliggør på fornemste vis den store værdi af grunddata som fælles infrastruktur for det digitale Danmark, ” siger direktør for Klimadatastyrelsen og forperson for Grunddataprisens jury, Rikke Hougaard Zeberg.

Grunddataprisen uddeles af IT-branchen, Dansk IT og Klimadatastyrelsen, og vinderen vil modtage prisen til konferencen Danmarks Data den 21. oktober.

Sidste år vandt virksomheden Proprty.AI med deres løsning af samme navn. Proprty.AI estimerer energiforbrug og Co2-potentialer på ejendomme uden energimærke og supplerer eksisterende energimærker. Løsningens AI-modeller er trænet på proprietærer data i kombination med grunddata.

Årets nominerede

Den første nominerede er virksomheden Envira - Envira omsætter offentlige grunddata og satellitdata til finansiel klimarisiko. Envira Flood beregner oversvømmelses- og stormflodsrisiko på bygningsniveau for samtlige danske adresser og bruges af banker og forsikringsselskaber til kreditvurdering, tegning og skadesbehandling. Envira Agro leverer data om udbytte og miljøtilstand for ca. 600.000 danske marker til landbrugets finansielle modparter. De flytter klimadata fra planlægning til beslutning, så klimatilpasning bliver finansierbar.

Den anden nominerede er virksomhederne KM24 - KM24 omdanner fragmenterede offentlige data til sammenhængende og handlingsorienteret viden. Platformen samler pålidelige oplysninger fra registre, myndigheder, medier og andre kilder og afdækker forbindelser mellem virksomheder, personer, ejendomme, adresser og domæner. Ved at sætte relationer, historik og begivenheder i kontekst og løbende overvåge ændringer hjælper KM24 brugerne med tidligere at opdage nye risici, muligheder og udviklingstendenser.

Den tredje og sidste nominerede virksomhed er Upsite - Klimasikring handler sjældent om mangel på data, men om mangel på handling. Når vedligehold, energi og klimadata lever i hver sin silo, er det svært at beskytte bygningerne i tide. Upsite er en B2B SaaS-platform, der samler det hele i ét operationelt lag. En hurtig screening viser, hvor ressourcerne gør mest gavn. Udover en digital rapport, flytter vi indsigterne direkte over i driftteamets daglige opgaver og budgetter. Det giver ejere, banker og forsikringsselskaber et opdateret, fælles billede af bygningernes reelle modstandsdygtighed.