Lige adgang for alle i praksis - fra flotte erklæringer til handling
Danmark er verdensmester i offentlig digitalisering men hvordan skaber man lige adgang for alle borgere i praksis?
Om dialogen
Danmark er verdensmester i offentlig digitalisering, og danskerne har høj tillid til de digitale løsninger. Men hvad med de 16 % af borgerne, der ikke oplever det digitale møde med det offentlige som en god og tryg service? Hvordan inkluderer vi både ældre, unge og udsatte borgere, der føler sig udfordret af digitalisering i hverdagen?
Den offentlige sektor bør forpligte sig på at skabe lige adgang for alle. Men hvordan fungerer det i praksis?
De gode løsninger opstår, når den digitale brugerrejse og alternativet tænkes sammen fra start. Kom og hør fra dem, der er lykkedes med netop dette, og dem, der kender de borgere, der har svært ved det digitale, men som også vil have en værdig kontakt med offentlige myndigheder.
Om panelet
Louise Kambjerre Scheel Louise Kambjerre Scheel er politisk konsulent i Ældre Sagen med ansvar for det digitale område. Hun arbejder med, hvordan den digitale udvikling påvirker befolkningens liv, med særligt fokus på offentlig digitalisering, patienternes møde med sundhedsvæsenet og bekæmpelse af it-kriminalitet.
Ældre Sagen arbejder for en digital udvikling med mennesket i centrum. Organisationen driver en målrettet politisk indsats for digital inklusion gennem samarbejder, netværk og arbejdsgrupper og baserer arbejdet på forskning, analyser, medlemsberetninger og erfaringer fra 1.500 it-frivillige, der hjælper borgere over hele landet. Læs mere om Louise på LinkedIn her.
Jens Willars Jens Willars er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S. De seneste år har virksomheden brugt betydelige ressourcer på at udvikle et alternativ for de danskere, som ikke kan eller ønsker at bruge Rejsekort-appen. Jens deler erfaringerne og forklarer, hvorfor slutbrugernes input var afgørende, før udviklingen gik i gang. Læs mere om Jens på LinkedIn her.
Troels Dahl Ranum er digitaliseringskonsulent i Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. Her har man de seneste år arbejdet målrettet på at inkludere borgere, der har haft svært ved at følge med i digitaliseringen.
Kommunen har blandt andet udviklet en løsning i samarbejde med førtids- og folkepensionister for at gøre selvbetjeningsløsninger mere brugervenlige. Sammen med Odense og Viborg Kommuner vandt Aarhus Kommune OffDig 2025's inklusionspris for en løsning, der hjælper udsatte borgere, fx hjemløse, med at bruge MitID. Læs mere om Troels på LinkedIn her.
Anna de Boer er udviklingskonsulent i Egedal Kommunes Borgerservice, hvor hun både møder borgerne i deres første kontakt med kommunen og arbejder med servicedesign på tværs af kommunens kanaler.
Som forperson for Dansk IT's arbejdsgruppe for digital inklusion bidrager hun til at inddrage vigtige stemmer i debatten om fremtidens digitale velfærdsløsninger. Anna er desuden aktiv i Digitaliseringsstyrelsens netværk for digital inklusion og medlem af dommerkomitéen for Digitaliseringsprisen, som i år for første gang uddelte en pris for Digital Inklusion. Læs mere om Anna på LinkedIn her.