How to measure anything in project management
Andreas Bang Leed, PhD Fellow, Aarhus Universitet
Projektledere står i dag over for et stigende pres for at levere mere med færre ressourcer, samtidig med at de håndterer stadig mere komplekse og tværgående initiativer. I dette indlæg præsenterer Andreas Leed ny forskning og praktiske værktøjer fra bogen How to Measure Anything in Project Management. Her demonstreres, at alt det, der virkelig betyder noget for et projekt, kan måles, inklusiv gevinster, risici og typisk mere immaterielle ting som f.eks. samfundsværdi, socialt velvære, biodiversitet og innovation.
Andreas trækker på data fra tusindvis af virkelige projekter og casestudier fra store projekter og infrastrukturprogrammer verden over for at vise, hvordan bedre måling forbedrer beslutningskvalitet, reducerer usikkerhed og øger chancerne for succes. Som deltager får du indsigt i konkrete metoder, der kan anvendes direkte i deres projekter.
Andreas Bang Leed er Head of Data Science hos Oxford Global Projects, hvor han leder arbejdet med at udvikle databaserede analyseværktøjer og beslutningsstøtte til komplekse og samfundskritiske projekter. Arbejdet bygger på verdens største database over projektperformance, som omfatter tusindvis af projekter på tværs af lande og sektorer.
Samtidig er Andreas ph.d.-stipendiat i økonomi ved Aarhus Universitet. Hans forskning fokuserer på økonometri og økonomien bag store infrastrukturprojekter og miljøpolitiske investeringer. Særligt undersøger han, hvorfor store offentlige projekter ofte bliver dyrere end forventet, og hvordan usikkerhed og udvælgelsesmekanismer påvirker beslutningsgrundlaget.
Gennem sin rådgivningsvirksomhed har Andreas samarbejdet med regeringer, internationale organisationer og førende konsulenthuse om projekter inden for blandt andet energi, transport, grøn omstilling og kunstig intelligens.
Han er medforfatter til bogen How to Measure Anything in Project Management (Wiley, 2025), der blev en international bestseller, og han er en efterspurgt oplægsholder på konferencer verden over. Derudover underviser han i samfundsøkonomiske analyser og cost-benefit-vurderinger på kandidatniveau ved Aarhus Universitet.
Læs mere om Andreas på LinkedIn her