Om RPA Robotic Process Automation

RPA er softwarerobotter, der erstatter arbejde, som tidligere er udført af et menneske. Fx at logge ind i programmer, indtaste data, kopiere information fra ét system til et andet, modtage og sende e-mails, hente data fra hjemmesider og rigtigt mange andre ting. Dvs. der er ikke nogen fysiske robotter. En softwarerobot har sit eget brugernavn og password til systemerne, som den arbejder i – forestil dig den som en ’virtuel kollega’.

RPA er særligt anvendeligt til rutineopgaver, hvor der er en vis volumen i opgaven, der gør, at det kan betale sig at udvikle en softwarerobot til at løfte opgaven. Volumen forstået bredt idet der både kan være mange gentagelser, der tager kort tid eller få gentagelser, der tager lang tid. Derudover kan RPA anvendes til at bygge ’broer’ (kunstige API’er) mellem systemer enten som en midlertidig løsning ifm. hasteopgaver, eller som en prototype for at afklare om en ide har gang på jord. Derefter kan man overveje at erstatte RPA-løsningen med ’rigtig IT’, hvis der er en business case til et IT-projekt.

Ved hjælp af RPA, er det blevet nemt at automatisere rutineprægede gentagne administrative opgaver og derved skabe tid til opgaver med en højere værdi for kunder og virksomheden. Brug af softwarerobotter skaber bl.a. gladere kunder og medarbejdere, frigjort tid til andre opgaver, reduktion i operationel risiko, højere kvalitet og endeligt reduktion i omkostninger.