Mød DANSK IT-medlem nummer 10.000: Giso Akbari er cand.it og vil arbejde med ledelse og it

Giso Akbari er nyuddannet cand.it, 24 år og medlem nummer 10.000 af DANSK IT. Hun har meldt sig ind i DANSK IT for at suge viden til sig og på grund af netværket. Nu er hun også blevet medlem af et af foreningens fagråd.

Giso Akbari

- Jeg tænker, at DANSK IT kan blive min faglige base, hvor jeg kan udvikle mig, og hvor jeg også kan udvikle mig videre end det, der sker inden for de rammer, en arbejdsplads kan tilbyde mig.

Ordene kommer fra Giso Akbari, cand.it i it-ledelse fra Aalborg Universitet. Hun blev færdiguddannet fra Aalborg Universitet for få måneder siden og har nu bosat sig i Herlev. 

Den 24-årige nordjyde er medlem nummer 10.000 af DANSK IT. Det er kun ganske få dage siden, at foreningen rundede dette antal medlemmer - det højeste antal nogensinde i DANSK IT's historie.

- Universitetslivet kan godt være lidt en teoretisk boble. Jeg ser DANSK IT som en god brobygger mellem den teoretiske viden på universitetet og og den praktiske verden i erhvervslivet, fortæller Giso Akbari. 

Hun er netop nu i gang med at søge arbejde, og selv om hun med en spritny og attraktiv uddannelse i hånden ikke har svært ved at blive inviteret til jobsamtaler, er der alligevel mange ting, der kan forvirre, når man er på vej ind på arbejdsmarkedet.  

- Jeg er nyuddannet og er 24 år, så jeg ved jo ikke alt. Der er så mange muligheder, så man er jo nødt til at vælge - men det kan godt være lidt forvirrerende. Der er næsten for mange muligheder, lyder det fra Giso Akbari, da hun har lagt vejen forbi DANSK IT - på vej til en jobsamtale. 

DANSK IT kan blive min faglige base, hvor jeg kan udvikle mig, og hvor jeg også kan udvikle mig videre end det, der sker inden for de rammer, en arbejdsplads kan tilbyde mig

Handler om at suge viden til sig
Hvad håber du at kunne få ud af dit medlemsskab af DANSK IT?

- Det handler om at suge viden til sig. På universitetet lærer man at lære, og det er egentlig også det, jeg kan se, at jeg kan bruge DANSK IT til, fordi der her er et netværk af en masse it-professionelle. 

- Fordi jeg er nyuddannet, ved jeg, at jeg altid kan finde nogen i netværket, jeg kan tale med og diskutere med og få en masse viden fra og lære en masse af. Det er det andet ben, jeg vil stå på efter universitetet, fortæller Giso Akbari.

Giso Akbari er derfor også blev medlem i Fagrådet for strategi og ledelse under DANSK IT. 

- Nu har jeg været med til et enkelt fagrådsmøde, og det er super inspirerende, for det er jo folk med ret stor viden, der er herinde.
  
Hvad tror du, at du omvendt kan give dem som nyuddannet?

- Jeg kan stille spørgsmålstegn ved de ting, de tager for givet. Det, man får med fra universitetet, er evnen til at reflektere over, hvorfor vi gør tingene, som vi gør. Det tror jeg godt, at en med en masse erfaring kan bruge til noget.  

Giso Akbari

Ledelse handler i høj grad også om it
Giso Akbari kom til Danmark fra Afganistan i 2001 sammen med sin familie. Med den baggrund taler hun ikke bare dansk, men også flydende dari og hindi. Når hun ikke bruger tid på at engagere sig i DANSK IT, dyrker hun blandt andet yoga og kampsport. 

Hun læste kommunikation og digitale medier på sin bachelor på Aalborg Universitet, mens overbygningen altså bød på ledelse og it. Og det er ikke nogen tilfældighed, at kandidatuddannelsen endte med at blive cand.it.   

- Jeg har altid vidst, at jeg ville bygge it oven på. Kombinationen af kommunikation, ledelse og it er oplagt i den verden, vi lever i, hvor der ikke rigtig er noget ledelse uden it.

Jeg har altid vidst, at jeg ville bygge it oven på. Kombinationen af kommunikation, ledelse og it er oplagt i den verden, vi lever i, hvor der ikke rigtig er noget ledelse uden it

Hvilken vision har du i forhold til, hvodan du gerne vil arbejde med ledelse? 

- Ledelse er mere end at kunne kommunikere og informere korrekt. Jeg tænker, at verden bevæger sig et sted hen, hvor man som leder også skal have en faglig viden inden for it. Du skal kende til it-arkitekturen og til, hvilke systemer, du har i virksomheden. 

- Og du skal kende til dine medarbejderes faglighed, så du kan tale med dem. Hvis dine medarbejdere tænker, at du ikke ved noget om it, har de måske også svært ved at se, hvorfor du skal lede dem. 

- Jeg har altid godt kunne lide den menneskelige kontakt, og jeg har altid forsøgt at sætte mit præg - om det så er at være med i festudvalget eller at forsøge at præge uddannelsen. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke kun skal sidde bag en skærm. Den menneskelige kontakt er også vigtig.

Giso Akbari

DANSK IT står for troværdighed
Hvordan kan DANSK IT også på sigt være en relevant og attraktiv forening for dig?

- Det handler meget om det faglige. Det skal være et hus med høj faglighed. DANSK IT har for mig at se en troværdighed, og det betyder noget, at man ved, at det er pålideligt, når det kommer herfra, og at man kan have tillid til det. 

DANSK IT har for mig at se en troværdighed, og det betyder noget, at man ved, at det er pålideligt, når det kommer herfra, og at man kan have tillid til det

- Det er både de folk, man møder her i DANSK IT, og det er f.eks. også de artikler og podcasts, man får fra DANSK IT. Jeg tror også, at det er meget vigtigt, at DANSK IT altid er et skridt foran, så man får noget nyt, når man kommer til møderne og konferencerne.

Hvad skal DANSK IT blive bedre til?

- Jeg synes godt, at der må være lidt mere kant på budskaberne, og der må også gerne være nogle skarpe meninger bag, når der f.eks. bliver holdt oplæg på konferencer. Der må gerne være nogle modsætninger, der mødes. DANSK IT må gerne være med til at holde nogle perspektiver op imod hinanden, lyder svaret fra Giso Akbari, medlem nummer 10.000 af DANSK IT.

Medlem

Nyhed - Onsdag - d. 4-9-2019

DANSK IT runder for første gang 10.000 medlemmer

DANSK IT har netop rundet medlem nummer 10.000. Det er første gang, at foreningen DANSK IT, der blev stiftet i 1958, har så mange medlemmer – og der er udsigt til endnu flere.
Medlem

Indhold - Mandag - d. 16-9-2019

10.000 gode grunde til at blive medlem